Move United logo. Et bølget m der varierer i farve fra lyseblå i venstre side til mørkegrøn i højre side. Tryk for at komme til forsiden
Om os

En burger førte til blindhed og nyretransplantation, men Kristian fandt en mening med livet for enden af forhindringsbanen

Som 27-årig mister Kristian Schou Hedegaard synet, efter at have spist en inficeret burger i Etiopien. Nu har han stiftet virksomheden Move United, der hjælper blinde og svagsynede til en aktiv og social livsstil.

Portrætinterview af Freja Valla Broman

Kristian Schou Hedegaard sidder på en grå plaststol i hjørnet af kantinen. Industrilamper hænger frit og kaster et varmt skær over det hvidlakerede 10 trægulv.

”Skal du have kaffe, Kristian?” spørger kantinedamen og spejder gennem lokalet.

”Tak, det ville være dejligt,” svarer han og sender et smil i retning af lyden.

Viserne på urskiven indikerer, at arbejdsdagen snart er omme. Kristian har ikke travlt. Han sidder afslappet med armene lagt over kors. Håret er tilbagestrøget, og jakkens skarpe kanter omfavner den marineblå T-shirt. Et badge kigger diskret frem bag jakkens øverste kant. ”Svagsynet,” står der.

Kristian er 38 år og medstifter af firmaet Move United. En app, der forbinder blinde og svagsynede med seende ledsagere, så de i fællesskab kan skabe en aktiv livsstil.

De holder til i et kontorfællesskab ved Hellerup Station. Det er hér Kristian sidder og sipper på en kop kaffe, mens han brygger på nye idéer til app'en.

Kristian er stærkt svagsynet, men det har han ikke altid været.

En inficeret burger

Livsomvæltningen rammer Kristian i 2011, da han er på en rejse i Etiopien med sin kæreste, Mette. Mette er medicinstuderende på Københavns Universitet, og hun skal ned og indsamle data til sit bachelorprojekt.

”14 dage efter er jeg hjemme igen, indlagt på Rigshospitalets nyreafdeling, med blodprøver, som er fuldstændig ude af balance,” siger Kristian og skuer mod loftet.

Kristian og Mette har få dage inden hjemrejsen spist på en lokal restaurant i landsbyen Gimbi. De er sultne og har hørt godt om stedet fra lokalbefolkningen.

”Væggene er helt nøgne. Der er fliser op i hovedhøjde, lidt som man forestiller sig et slagteri må have set ud i 70'erne. Klinisk, men hverken beskidt eller rent,” siger Kristian og kniber let øjnene sammen: ”Jeg bestiller en burger. Den bliver indtaget på en hvid plastikstol i skæret fra en blinkende halogenlampe.”

Kort efter får Kristian det dårligt med opkast, diarré og feber.

De værste symptomer ophører hurtigt, men en aften, da han kigger ud over Etiopiens landskab, er der pludselig noget, der blokerer udsynet. ”Der er et gråt felt i det ene øje, som jeg ikke kan blinke væk. Der er noget galt,” indvender Kristian.

En uventet udmelding

Da han er tilbage på dansk jord, får han straks en tid hos øjenlægen. Kristian er hastigt på vej op ad karrierestigen. Han er i gang med at skrive sit speciale på kandidaten Finance & Strategic Management på Copenhagen Business School, og sideløbende har han et studiejob.

”Det tager alt for lang tid. Da øjenlægen endelig kører spaltelampen til side, kan jeg se, han har mistet kuløren i ansigtet. Det ender med han slår mig på skulderen, ønsker mig held og lykke og indlægger mig akut på Glostrup Hospital,” fortæller Kristian.

Efter seks uger på hospitalet har han mistet 90% af sit syn og nyren er sat ud.

Burgeren, Kristian indtog, var inficeret med E. colibakterier, der udviklede sig til atypisk hæmolytisk uræmisk syndrom. En sjælden sygdom, der danner blodpropper i kroppens små blodkar, der blandt andet sidder i øjnene og nyrerne. Dette forårsager at han mister nyrefunktionen, og at synet langsomt forsvinder.

I november 2012 får han en nyretransplantation med sin svigermors nyre, og en ny medicin er med til at stabilisere kroppen. Dette giver Kristian noget af energien tilbage, men synet er ikke til at redde. ”Da jeg har det værst, tager jeg mit livs vigtigste beslutning. Jeg vil færdiggøre mit speciale,” siger han og rømmer sig: ”Det gør, at jeg finder motivation til at komme tilbage til livet.”

En lys idé i morgentimernes mørke

Langsomt lærer Kristian at gebærde sig i trafikken med en blindestok. De 75 basale færdigheder han kunne, inden han mistede synet, skal han lære på ny.

”Jeg bruger meget tid på motion, men finder hurtigt ud af, hvor svært det er med et synshandicap,” siger Kristian: ”Jeg er afhængig af at have en ledsager ved min side.”

En morgen begiver han sig alligevel ud for at løbe en tur i Fælledparken. Han løber på overgangen mellem græs og grus for at finde vej i de dunkle morgentimer. ”Jeg ser, at dem ved siden af mig løber alene. Dér slår tanken mig; hvorfor løber vi ikke en tur sammen?” siger Kristian om sit første skridt mod at stifte Move United.

Efterfølgende vokser idéen stadig og i september 2018, springer han ud som selvstændig. ”Tanken er, at det skal være muligt for blinde og svagsynede at løbe eller gå en tur, ligesom alle andre,” siger han og trækker på smilebåndet.

Bevægelse sammen

I februar 2020 kan Kristian og medstifteren, Nicolai Juhász Lissau, introducere app'en for offentligheden. I dag er 2.500 seende ledsagere og 400 blinde og svagsynede tilmeldt fællesskabet.

Move United betyder ”bevægelse sammen”, og han mener, at dét at være sammen er lige så vigtigt, som dét at bevæge sig. ”Det giver god mening for mig at bruge nogle af de kompetencer, jeg har tilegnet mig, i et koncept, som kan hjælpe personer, der har nogle af de samme udfordringer,” siger Kristian:

”Sygdomsforløbet har givet mig en tro på, at når jeg tager en beslutning, så kan jeg gennemføre den.”

Også andre tror på Kristian og hans forretningsidé.

I starten af 2020 finansierede Synoptikfonden, Dansk Blindesamfund og Københavns Kommune den tidlige udvikling af app'en, og siden september 2021 har Tryg Fonden også givet økonomisk opbakning til Move United.

”Det at miste mit syn har gjort, at det er vigtigt for mig at arbejde med noget, der giver mening,” fortæller Kristian: ”Jeg er stolt af, at den idé, jeg havde den morgen i Fælledparken, har materialiseret sig til noget, som hjælper andre mennesker.”

I fremtiden ønsker Kristian at udvide app'ens målgruppe til personer med lignende udfordringer, som blinde og svagsynede.